onsdag den 23. oktober 2013

Æ haw

I den nys overståede efterårsferie var vores storfamilie på 10 på fælles ferie i Vestjylland, ikke så forfærdelig langt fra Lemvig, Vejlby Klit. Vi havde lejet et sommerhus, som ligger på en landtange. Vi havde således ca. 500 meter til Vesterhavet og et par hundrede meter til en stor sø, som lå stik modsat. En unik placering, som kunne nydes optimalt på grund af det gode vejr.


Et par dage viste havet tænder, men ellers lå det stille og fromt til glæde for alle turisterne. Der var mange gæster rundt omkring i husene.
Huset i sig selv gav plads for mange aktiviteter, både inde og ude. Det havde en meget stor terrasse og en grund, som både havde en gynge og en sandkasse. I nærheden lå en legeplads. Og hvis børnene var trætte, kunne de ty til TV og iPad i et vist omfang. Men størstedelen af tiden foregik udendørs.


To små kusiner ville gerne med Husbonden på morgentur med Kenzo, og når hunden var løbet træt, fik de lov til at gå med ham i snoren tilbage. De var meget stolte! Stenmaling og udskæring af græskar er altid et hit, og sten og skaller var der nok af. Svigersønnen fandt mange porfyrarter på stranden, fx

I løbet af ugen var vi i Lemvig et par gange og i Thyborøn. Desuden var vi på tur til Bovbjerg fyr.


Bovbjerg fyr bruges stadig som sådan og udsender 2 blink hvert 15.sek. Desuden indeholder det udstillingslokaler. Man kan naturligvis komme op i fyret og se den skønne udsigt derfra. I øjeblikket udvider etablissementet med en bygning, som skal indeholde café, butik o.a. Der kommer utrolig mange gæster, således også den dag vi var der. Ved siden af fyret står Erik Heides skulptur "Hyrden". Den er lavet af diabas fra et stenbrud i nærheden af Älmhult i Sverige. På et af billederne sidder Varanen under en af kalvene.

Samtidig med vi betragtede skulpturen, kunne vi se en moderne hyrde, som sammen med sin hyrdehund gennede får sammen på marken lige overfor. Det var meget fascinerende at se, hvor godt et samspil der var. Vi kunne ikke høre hyrdens kommandoer, men vi kunne se på dyrenes ageren, at der var faldet en kommando. Vi havde lige forinden læst en artikel med selvsamme hyrdinde, hvor hun fortæller om at oplære bordercollier, som er bedst som fårehunde. Desuden kører hun og hendes mand ca. 4 timer hver dag for at holde opsyn med får seks til syv steder i kommunen, hvor græssende får står for naturplejen under projekt "Får til Kanten", som er støttet af EU og Fødevareministeriet.

Desuden kunne man fra parkeringspladsens niveau og ned til stranden rappelle stejlt ned gennem en meget smal slugt. Det skulle 3 af de voksne prøve sammen med et barn hver. Masser af aktivitet.


På de sidste par billeder i collagen ovenover var vi på tur til Kystcentret i Thyborøn, som er et besøg værd: Workshop for børn, stor legeplads, butik, café og udstillinger for voksne. På et af billederne var pigerne til kakerlakræs. De gik vældigt op i det og havde farvelagt deres eget kakerlakskjold! Og så kunne der pustes kæmpesæbebobler!
Men oplevelserne behøver man ikke altid at køre efter. På "vores" strand lå der en bunker, og en app, som sønnike har, viste, at der lå en skat derinde, så af sted med os. Det var første gang, jeg var med til Geocaching. Skatten skulle angiveligt være placeret i det største af rummene i bunkeren i det sydøstlige hjørne, men uanset hvor meget der blev ledt, blev den ikke fundet.


 Heldigvis viste app´en, at der også var en skat i nærheden af søen, så det var bare om at komme videre og lede efter den. Der var der heldigvis bid. En stolt Øgle fandt skatten og fik den. Inden man gemmer kassen igen, skal man putte noget nyt i til de næste. Geocaching er et hit for alle aldre.

Undervejs skulle vi også have noget at spise. Surprise! Det blev til en del fisk: fiskefrikadeller, fiskebuffet, laks osv.


Salmon steaks in chraimeh sauce, kikærter, salat, brød, græsk yoghurt. En middagsret, serveret af sønnen, som elsker at lave mad. Opskriften er taget fra kogebogen Jerusalem, som er udgivet af to kokke, en israelsk og en palæstinensisk. De bor i London og har også en restaurant. Det smagte fantastisk. Hvilke krydderier, der blev brugt, er jeg ikke klar over, men resultatet var virkelig godt.
Fiskefrikadeller, som vi fik tidligere på ugen, var meget smagfulde. Frisk fiskefars hentet næsten om hjørnet og tilsat forskellige lækre sager giver virkelig et super resultat. Øglemors bidrag til madfesten.
En aften var vi på Fisketeria i Lemvig til fiskebuffet. Det er heldigt, at alle i storfamilien holder af fisk!


En dejlig ferie er nu slut, og alle er tilbage på deres pinde.
Det er tredje gang, vi holder ferie sammen, og det fungerer godt. Vi nåede hverken ravsafari eller østerssafari, så det må blive en anden gang!

torsdag den 3. oktober 2013

Sverigestur (2)

Da vi var i Glasriget, skulle vi naturligvis også se et glasbrug. Det blev Pukeberg, som ligger i Nybro. Glasværket blev grundlagt i 1871.
Vi var der to gange. Første gang kun for at kigge, og anden gang for at deltage i deres hyttsillkväll.
Jeg må tilstå, at jeg ikke var helt vild med deres glasting, men de her er fine, synes jeg.



Til gengæld nød vi lørdag aften på glasværket. Disse hyttsillsaftener er mest baseret på turister, men det var jo ikke lige sæson, da vi var der, så vi var kun 10 gæster: 3 svenskere, 2 danskere og 5 tyskere. Vi fik snakket en del med svenskerne, og ved den lejlighed spurgte jeg, hvad de serverede som tilbehør til krebs, hvis de serverede noget i det hele taget. "Ost", sagde de. Jeg troede, jeg havde hørt forkert! Alt godt fra havet og ost hører åbenbart sammen, for menuen denne aften var fx sild og ost.
Vi startede med en velkomstdrink. Glasset fik vi lov at tage med hjem.
Derefter buffet. Jeg beklager billederne fra stedet. Lyset var ikke særlig godt.


Sild med løg og flødesovs, kogt i en af ovnene, bagte kartofler, sprød bacon, stegte røgede pølser, kryddersmør (paprika), tyttebærkompot og knækbrød og ost. Dertil kunne man købe drikkevarer.
Det smagte ganske udmærket. Undervejs blev vi underholdt af en musiker. Han spillede og sang, mens vi spiste. Vi fik udleveret et sanghefte med sange på mange forskellige sprog, og så var der dømt fællessang.
Inden desserten var der en pause, hvor vi så glaspusteren i arbejde. Vi kunne også selv få lov til at puste og gravere på vores glas, ligesom butikken var åben.

Der var ingen adskillelse mellem spisebordet og glaspusteriet. Her er glaspusteren i gang med at lave et fad.

 
Det blev vores tur til at prøve at puste glas. Nogle pustede alt for hårdt, så glasset faldt ned på gulvet og knustes. Andre havde ikke så megen luft i sig, så det kom der ingen bowle ud af. Det er ikke så ligetil. Det kræver selvfølgelig håndelag, erfaring og skoling.
 
 

Her er et eksempel på en af de bedre pustninger.
 
 
Husbonden er meget koncentreret. Han er i gang med at gravere initialer på sit glas. Det ser måske let ud, men gravørpennen er temmelig tung, og den er svær at styre. Både dato og initialer ser ud til at være indgraveret af en meget rystende hånd.
Efter pausen fik vi kaffe/te og en smålandsk ostekage med syltetøj og flødeskum, mens musikeren fortsatte sin underholdning.
Vi synes, at det var en fornøjelig aften. Vi oplevede noget, fik snakket og blev mætte. Ingen tvivl om det. Hvis man skulle komme i nærheden af et sådant arrangement, så er det bare om at være med.
 
Til sidst en collage med glimt fra en gåtur i nærheden af hytten, bortset fra billedet øverst i højre hjørne. Det er fra Nybro.